En hverdag som ernæringsassistent-elev
Københavnske skoleelever har hver eneste dag muligheden for at spise et sundt og velsmagende måltid mad. Det skyldes Københavns Kommunes ambitiøse frokosttilbud eat, der har til huse på Edith Rodes Vej, centralt på Nørrebro.
I det store køkken, der dagligt producerer ca. 7000 måltider til 50 skoler, er Astrid i oplæring som ernæringsassistent:
”Vi laver mad med mange danske og lokale råvarer og med et økologisk og bæredygtigt fokus. Jeg er glad for at være her i køkkenet, hvor jeg får en masse ny viden om at lave sund mad i stor skala. Det adskiller sig fra skoledelen, hvor vi går mere i dybden med diætetik og nørder vitaminer, mineraler og mange andre spændende ting”.
Erhvervsuddannelse og studentereksamen på samme tid
Astrid er en del af det første hold af elever i Københavns Kommune, der læser en EUX Ernæringsassistent. Det betyder, at Astrid også har gymnasiale fag som dansk og matematik, når hun er i skole. Fag, der kobles godt sammen med den praktiske del af uddannelsen, og som giver gode muligheder for videreuddannelse, når hun er færdig med sin uddannelse:
”Jeg er i gang med en EUX på Hotel- og Restaurantskolen, hvor jeg bliver både student og faglært. Det er en hård og lang, men god uddannelse, hvor man både har mulighed for videreuddannelse og at gå direkte ud på arbejdsmarkedet. Jeg glæder mig helt vildt til at være færdig og til at køre i studentervognen næste sommer. Min interesse for mad og ernæring startede, da jeg var på efterskole, hvor jeg ofte var i køkkenet. Da efterskolen var ved at være ved vejs ende, sad jeg med en studievejleder, og var meget i tvivl, om jeg skulle vælge enten gymnasiet eller en erhvervsuddannelse. Jeg vekslede frem og tilbage, indtil min studievejleder spurgte mig, om jeg ikke skulle prøve en EUX, så fik jeg både en studentereksamen og erhvervsuddannelse”.
Ernæringsassistent i Københavns Kommune
Som ernæringsassistentelev i Københavns Kommune får du automatisk tildelt en læreplads. Du skal synes, at det er spændende at lave velsmagende, bæredygtig, ernæringsrigtig og økologisk mad til børn, syge eller ældre borgere.
Astrid har været glad for at være i oplæring i Københavns Kommune:
”Det gode ved Københavns Kommune er, at der er mange muligheder for spændende oplæringsforløb rundt omkring i byen. Jeg har primært været her hos eat, men har ligeledes haft kortere ophold ude i køkkener på forskellige plejehjem. Det er en helt anden oplevelse og noget andet mad, der laves derude, men det har også været lærerigt og spændende”.
Fokus på klima, bæredygtighed og miljø
I institutioner, kantiner og restauranter ses et stigende ønske om at kunne tilbyde plantebaseret mad og et stigende fokus på at være bæredygtige ift. alt fra affaldssortering og til udvælgelse af lokalt producerede fødevarer.
Som ernæringsassistent fylder dette også meget i det daglige arbejde i Københavns Kommune. Noget der passer Astrid godt, da hun har en stor interesse for den grønne omstilling:
”En af grundende til, at jeg valgte uddannelsen, handlede også om dens grønne profil, og at man kan komme ud og arbejde med bæredygtighed og den grønne omstilling i vores samfund. Det arbejder vi meget med her i eat, og der kommer også mere af det på skolen, selvom, det godt kunne få et endnu større fokus”
Fremtidsdrømme
Med godt og vel et år tilbage af sin uddannelse begynder tankerne så småt at kredse sig omkring fremtiden som ernæringsassistent.
Astrid har ikke en klar plan, men tænker en gang i mellem på, at vende tilbage til efterskolelivet og undervise elever i madkundskab og fødevarer. Et sted derude i fremtiden:
”Jeg håber at kunne arbejde videre her i køkkenet. På sigt, drømmer jeg nogle gange om, at jeg godt kunne tænke mig at få nogle ekstra kurser og komme ud og undervise. Eksempelvis på en efterskole. Formidle min viden om mad og fødevarer til unge og børn. Det kunne være spændende”.
Søg elevstilling
Københavns Kommune slår løbende nye elevstillinger op. Du kan også tilmelde dig jobagenten og få besked, så snart der er ledige stillinger.